Jeg ved ikke hvorfor det er sådan i denne uge. Men jeg har været suget ind i savn. Trods jeg har forsøgt at være til stede i nuet. Været ude med veninder 2 gange. Været på noget seminar. Arbejdet en masse. Det duer bare ikke. Nu må det altså gerne blive fredag.
Jeg glæder mig. Glæder mig til at kramme mine børn, være tæt, have dem indenfor rækkevidde. Bare det snart var fredag. Én dag tilbage…
Jeg har efterhånden arbejdet i flere forskellige funktioner i mit arbejdsliv. Dog altid som ‘kontor-nusser’ eller administrativ medarbejder, som de fleste kalder det nu. Let’s face it - jeg er jo bare en skide HK’er!
Ikke at der er noget galt med det (bevares - jeg er både fagligt stolt og ved godt, hvad jeg er værd). Jeg har indtil videre bl.a. arbejdet som bogholder, personalemedarbejder, sekretariatsmedarbejder - ja, sågar kontorelev (selv om det er rigtig mange år siden).
Én funktion som jeg dog er sikker på, at jeg aldrig kommer til at bestride, er den som sekretær. Jeg tager hatten af for alle jer sekretærer deruden - det gør jeg virkelig.
Men jeg kan altså ikke se min faglighed blive brugt i et job, hvor jeg skal lave kaffe, dække bord/rydde af, tage telefonen for en anden, kopiere, svare mails, skrive breve og læse korrektur mv. (Jeg har sikkert glemt nogle vitale opgaver).
Mest af alt, så kan jeg ikke klare det med, at skulle smide hvad jeg har i hænderne, fordi en anden (chefen) liiige skal have læst korrektur/kopieret/nyt møde. Jeg står simpelthen af, når andre i den grad, hele tiden fortæller mig, hvad jeg skal lave! Jeg vil have frihed til selv at bestemme og til at bruge min faglige viden.
Jeg er så heller ikke typen, der bare går på arbejde, for at få noget løn i slutningen af måneden. Jeg bruger så mange timer på jobbet, at jeg gerne vil have, at indholdet skal være udfordrende og fagligt og selvbestemmelse over egen opgaver vægter rigtig højt i det job, jeg skal bestride.
Så alle jer sekretærer derude - jeg har ikke skrevet dette indlæg for at gøre jeres job mindre værdifuldt - men jeg tror altså ikke, det er noget for mig (men overbevis mig gerne).
Er jeg den eneste, der synes januar er svær at komme igennem? Det er mørkt, (lidt) koldt og trist. Jeg er (stadig) træt og synes jeg mangler energi.
Seriøst, jeg kører rundt i hamster-hjulet. Står op kl. meget tidligt om morgenen, vække unger og ud af døren. Stort set altid med r*ven i vandskorpen. Stresser af sted på arbejde, dagen går med at prøve at nå alle opgaver, gå i nogenlunde tid for at hente børn. Komme hjem og prøve at slappe lidt af, lave lektier eller spille/læse med ungerne, lave mad, bade unger, finde tøj frem til næste dag, pakke tasker, læse godnathistorie, dække bord til morgenmad, ordne opvask, rydde op…
Og efter 7 timers søvn, så starter møllen forfra og jeg tænker, når vækkeuret ringer, hvor meget jeg godt gad have fri/møde lidt senere. Jeg har virkelig overvejet at lade være med at sætte servicet på plads i skabene, da jeg har det som om, at jeg sætter det frem ligesom jeg har sat det på plads. Det samme gælder for vasketøj. Overvejer om det overhovedet kan betale sig at rede senge.
Måske man skulle overveje noget vinterhi?
Nu lukker Urban jo. Ingen fra redaktionen eller direktørgangen har endnu gidet kommentere på bloggernes (mere eller mindre) desperate indlæg og frustrationen over, om vi kan fortsætte her eller om vi skal søge nye græsgange.
Der er meget hurtigt blevet lavet en ny ‘fælles-fodslags-aftale’ ovre hos MorsDilemma. Hvor eller hvis vi går, så går vi et sted hen sammen. Alle er velkomne til at være med i aftalen. Vi skal hverken blande blod eller spytte over kors (ej, det må I jo gerne, men jeg vil ikke anbefale det, hvis I, som mig, sidder i storrumskontor) Bare vi er sammen 
Som Grisling siger til Peter Plys: ‘Hvor er vi på vej hen?’ Peter Plys svarer: ‘Det ved jeg ikke, men vi skyder en god fart.’
Mine drenge har sparet deres lommepenge sammen i Gud-ved-hvor-lang-tid og endelig fået råd til at opfylde deres hedeste (Lego) ønske.
Så nu står denne hjemme i min stue og venter på 2 drenge, der glæder sig vildt til fredag, hvor de skal i gang med at bygge.
Hvordan de overhoved blev enig om at forvalte 900 kr. på én og samme ting, går over min forstand. Men de er glade
Altså - det er jo næsten overstået, før det er begyndt 
Og hvad er det for et snyde udsalg, når der hænger lidt tøj på et sølle stativ uden for butikken og resten af varene bare er til normal pris.
Ok, så føler man sig ikke så snydt, hvis ens julegave skulle hænge på bøjlerne endnu. Eller også er man uheldig og ser den samme t-shirt med 25% af allerede d. 27/12 (ikke noget af mit, men min ældste søns Hummel t-shirt 
)
Nå, men jeg var jo i Odense til nytår. Og der holder de altså udsalg! Masser af varer og store besparelser. Ikke bare et lille fesent stativ med 20%, næh - halve eller hele vægge med mindst 50% på varerne.
Købte dog ikke noget. Kan ikke rigtig kapere det med, at der hænger tusind ting i alle mulige farver og størrelser. Er bare ikke sådan én, der kan hive en ting ud af rækken og få en god idé til en styling på stedet.
Men købte dog to par bukser/leggings i Odense:
Et par i sort og et par i grå denim. Total lækre! Mine første højtaljede bukser siden jeg var 16 år! Vil bare sige - det virker! Maven bliver suget godt ind i denne model og ingen muffintop. Win-win
(Du kan købe bukserne her)
Det er lovkrav, at der i 0. klasse undervises i ’sociale færdigheder’ - bl.a. emner såsom empati og det har vi god glæde af hjemme hos mig.
Derfor blev vi forleden spurgt, om vi var en 1′er, 2′er eller 3′er den pågældende dag 
Nu er det jo sådan, at jeg har fødselsdag i februar. Skulle nogen sidde derude og tro, at jeg (så kort tid efter jul) skulle have besvær med at finde på ønsker, så kan jeg kun sige - det kommer aldrig til at ske!
Før jul dumpede der en besked ind, om jeg ville anbefale hjemmesiden Miinto.dk og i den anledning har jeg lavet en lille liste over fede ting, jeg kunne finde på at ønske mig (ud over alt det andet, jeg ønsker mig):
Fed ’skater’-nederdel i fantastisk farve (Køb den her)
G-star bukser - til halv pris! (Køb dem her)
T-shirts kan man altid bruge (køb den her)
Siden har RIGTIG meget tøj, tasker, smykker osv. Og opdagede også, at de havde børnetøj… uhhh, det kan blive et dyrt bekendskab, det her 
Bonusinfo: Det er samme firma, som har lanceret denne side.
(og ja, jeg får ‘penge’ for at reklamere for dem i dette indlæg)
Da jeg var yngre, var nytåret en fest man så frem til. At være sammen med venner, spise god mad, drikke sig fuld, feste, danse og have det sjovt.
Som helt ung var jeg sammen med veninderne, et eller andet sted, hvor vi kunne få stablet en fest på benene og har godt nok haft nogle sjove fester, mere eller mindre beruset
I tiden omkring børnenes ankomst, var nytåret planlagt flere måneder i forvejen. Den sædvanlige (men hyggelige) sammenskudsfest med andre vennepar, også med små børn. Hvor det ikke betød noget, at nogle fik lidt for meget indenbords, for vi overnattede hos hinanden eller tog i sommerhus og hvor der var altid nogle, der stod op dagen efter og sørgede for alle børnene fik morgenmad og blev bænket foran en tegnefilm, mens andre sov videre.
Efter jeg blev skilt, blev jeg også skilt fra nytårsfesterne med vennerne. Sådan er det nogle gange. Det første år som nyskilt holdt jeg nytår med min mormor og morfar. Hyggeligt nok, men tror det var første gang, jeg gik ædru i seng kl. 00.45…
Efterfølgende har der været nytårsfester med kun mig og kæresten, nogle fester med venner/familie og sidste år fest med ungerne og helt igennem tilforladeligt.
I år faldt arrangementet først på plads d. 24. december. Lidt ved et tilfælde og en meget hurtig booking af togbillet til Odense, hvor min bror og svigerinde bor.
Tror det er første gang jeg har været så sent ude (det ligger nemlig slet ikke til mig, med mit store planlægger-gen) og alligevel var jeg ikke gået i panik. For nytåret bliver (og skal ikke blive) ikke det samme som før. Nye traditioner tager tid at bygge op. Børnene gør også, at den store fest ikke er så vigtig mere.
Ja faktisk er det ikke længere sådan, at jeg ser frem til nytårsfesten gennem hele december. Før i tiden var det sådan, men nu (og måske hænger det også sammen med, at man er blevet ældre) betyder det faktisk mest, at jeg holder mit nytår sammen med andre, der også gerne vil have en hyggelig fest og som er med til at gøre aftenen hyggelig og afslappet, frem for en kæmpe ballade-fest for enhver pris.
Håber I alle havde et nytår helt efter jeres smag
Jeg ville egentlig gerne have skrevet et længere indlæg - om hvor heldig jeg har været i 2011 - om alle de dejlige ting, der er sket… Men lige om lidt skal jeg med toget og så er jeg først tilbage i 2012.
Så kan I nu have et rigtig dejligt nytår og pas på jer selv derude
Ingen jul uden sygdom til mig, det er åbenbart gået hen og blevet en tradition. I år fik jeg dog undgået selve juleaften, men allerede om morgenen 2. juledag kunne jeg mærke noget på vej og selv om jeg prøvede at ‘rense’ halsen med en snaps til julefrokosten, så måtte jeg kapitulere om aftenen.
Så nu har jeg influenza. Ikke den bedste cocktail med 2 unger hjemme, der har lidt krudt i r*ven (den lille) og som elsker at drille (den store)… Nu er der smækket en film på og maden er i ovnen. Selv er jeg ved at være liiidt træt af te og halspastiller. Og af at have ondt over det hele. Hjemmet er et stort rod og lidt beskidt. Oveni har jeg temmelig meget ’self-pity’. Håber sgu jeg får det bedre snart… For alles skyld
I dag er det Juledag. Ungerne og jeg har traditionen tro brugt dagen på absolut ingenting. Vi har haft nattøj på hele dagen, set film, bygget lego, spillet, leget og kigget på julegaver, læst bøger og moderen nåede også en lille lur på sofaen
I går var (også) en fantastisk dag. Som der var blevet set meget frem til. Faktisk har min mindste søn i snart 14 dage sagt: Jeg kan bare ikke lade være med at glæde mig til juleaften!
Mit største ønske blev faktisk opfyldt (ud over alle gaverne)! - Mine unger sagde begge, at det havde været en rigtig dejlig juleaften. Så kan man ikke bede om mere vel?!!
Nattøj-dagen har været yderst afslappende og tiltrængt for både ungerne og jeg. For i morgen går det løs igen med gæster her til familiejulefrokost og det skal nok også blive en hyggelig dag.
Håber I også har nogle gode juledage derude
Så nåede vi endelig målet - jeg nåede ikke alle de ting, jeg havde planlagt, men de fleste. Og resten er bare ærgeligt. For nu har jeg juleferie!
Glædelig jul til jer alle
Ældste sønnen fik lavet en dekoration til mig.
Yngste sønnen fik lavet pebernødder (med lidt hjælp)
Skal du holde jul med dine børn i år? Jeg skal men hos mig er det ikke en selvfølgelighed, da børnenes far og jeg er skilt.
Vi skiftes til at holde jul med dem. Vi har aftalt, at der kun er én juleaften og der holdes derfor ikke flere ‘juleaftener’ - kun d. 24. dec. Gaverne kan godt blive spredt lidt ud (mest fordi de i forvejen får en overflod). Den forældre der ikke har børn juleaften, har så børn til nytår. Den ordning har vi kørt siden den første jul fra hinanden og jeg har (stort set) vænnet mig til det - efter nogle rigtig svære år 
Men hvad jeg ikke forstår/vænner mig til, er alle andre, der synes de har ret til at spørge mig, om jeg skal være sammen med mine børn i julen. Altså, I kan godt forstå, at jeg ikke nødvendigvis har brug for at blive mindet om, at jeg IKKE ser dem juleaften, 3-4 gange om ugen gennem hele december?!!
Jeg ved godt, I mener det på en god måde (det er derfor, jeg ikke bliver vrede på jer i situationen) og jeg kan se, at I bliver forlegne, når I ser mit triste udtryk, når jeg skal svare… men helt ærligt - jeg render jo heller ikke rundt og spørger hvert år, om I skal holde jul med jeres svigerfamilie (som I hader), jeres bror (som I ikke har talt med i flere år pga. en mindre bagatel) eller om I ikke kommer til at savne jeres døde mor juleaften osv.
Det er fint at vise interesse for andre og spørge ind til, hvordan andre skal holde jul. Men ikke ok, at vade rundt i det. Og slet ikke ok, at blive ved med at spørge mig, om det ikke er hårdt at undvære børnene juleaften (jo, det er det - altid, men det er også hårdt hveranden fredag, når jeg siger farvel til dem og vi ikke ses i en uge).
Skal (heller) ikke i Urban
Jeg er det ældste barnebarn på både min mors og fars side af familien. Med det kommer der (selvfølgelig) en status, der ikke overgås af andre. Den første. Den ældste.
(Til sammenligning kan jeg fortælle, at selv om min bror er nr. 2, så er han den eneste dreng. Og de andre kusiner komme drypvis med flere års mellemrum. Barnebarn nr. 3 er således 9 år yngre end mig og den mindste (nr. 6) er blevet 18 år i år).
Den status - med at være den førstefødte - har jeg (selvfølgelig) været glad for. Ligesom min bror har jeg været glad for at være ‘kun os 2′ på begge sider indtil vi var ret store. Forkælelse følger jo med og det siger man vi ikke nej til. Det er ikke meget der blev sagt nej til, når det kom til børnebørnene…
Desuden har vores bedsteforældre været i ‘deres bedste alder’ - de har (det meste af min tidlige barndom) været raske og friske, spillet fodbold og gået/cyklet ture med os. De har også arbejdet og ikke altid kunne passe os, når vi var syge. Alligevel har de haft overskud til at inddrage os i mange ting og traditioner (og er der noget min familie er, så er det bundet af traditioner - især omkring jul).
Nå - sidespring.
Min morfar har altid været utrolig glad og engageret i sine børnebørn. Han og min mormor har hvert år haft os unger på sommerferie, til juleklip osv. Og selv om man egentlig ikke ‘må’, så har min morfar flere gange udtalt, at jeg er hans ‘øjesten’ - de andre pige-børnebørn er hans prinsesser, men der er kun én øjesten.
Behøver jeg at sige, at de mænd der er blevet introduceret, alle er blevet mødt med orderne ‘nu behandler du hende ordenligt’ - sagt med et glimt i øjet (men også lidt som en trussel). Og at hans hjerte gik en lille smule i stykker, da jeg blev skilt fra drengenes far.
Jeg ved, at han og min mormor har planlagt, at jeg skal arve deres vielsesringe ‘fordi jeg er det ældste barnebarn’.
I en del år havde jeg det skidt med at vide (og leve op til) at jeg var ‘øjestenen’ - nu har jeg accepteret, at sådan er det med min morfar. Jeg kan ikke lave det om, men kun være glad for min ’sær-status’. Mine andre kusiner har altid taget det med ophøjet ro, så hvorfor skulle jeg ikke også? Måske er det Janteloven, der spiller lidt ind her. Men jeg ved jo, at min elskede morfar gør det netop fordi han elsker mig og synes at jeg er noget specielt - Jantelov eller ej…
(skal ikke i Urban)
